Denne dag var på et punkt anderledes end de plejer herovre, i og med at vi i dag skulle have selskab på turen. Viktoria, som studerer kryptologi på et universitet i Florida og som jeg mødte i februar til en konference i Amsterdam, skulle nemlig med. Dagen startede med at køre ud og hente hende. Det lød som en ret forvirrende adresse at finde frem til, men Anna klarede det uden problemer. I parentes kan så bemærkes at det var en af de eneste ting Anna klarede uden problemer i dag.

Anyways, vi nåede frem og hentede Viktoria og efter lidt følgen efter hinanden på Interstate 95, fik hun parkeret bilen ved Miami lufthavn, og skiftede køretøj til vores fantastiske bil, hvor vi i dagens anledning havde ryddet lidt op på bagsædet så der rent faktisk var plads til hende. Så gik turen mod Florida Keys. Hvad vi helt præcist skulle derned efter var ikke planlagt (hvilket ikke burde overraske nogen læsere af denne blog efterhånden) men vi regnede nu ikke med at tage meget længere end Key Largo, og så måske på tilbagevejen smutte forbi Everglades National Park.

Et af højdepunkterne på turen ind til Miami lufthavn var forresten da vi passerede et skilt hvor der stod at vi nu var på vej ind i Miami. Der blev vi lige nødt til at sætte en CD med “Will Smith – Miami” på CD afspilleren. Nummeret var ved at blive spillet et par gange undervejs på turen rundt i USA, men det blev altid stoppet med det samme. Det skulle gemmes til denne lejlighed

Klik på “Læs Mere” for at læse resten af dette indlæg…

Nå, men turen gik altså mod Key Largo. Det første vi opdagede, var at det var ret langt væk, og da vi endelig kom ud derud, var der egentlig ikke ret meget at se fra vejen. Bevæbnet med et kort prøvede vi at finde nogle spændende steder, men af en eller anden grund lykkedes det os ikke. I stedet meldte sulten sig, og nu gik jagten ind på mad. Efter flere forgæves forsøg på at lade Anna vise os nogle spisesteder, tog vi sagen i egen hånd, og fandt et fiskerestaurant ved vandet, der dog også havde andet end fisk. Vi spiste udenfor på første sal, med en super udsigt over havet. Der var ikke så mange mennesker, og der var en dejlig rolig atmosfære. Efter frokosten gik vi ned til vandet og nød udsigten, varmen, så på folk rense fisk og gik amok med vores kameraer. Da vi egentlig var kommet ret langt ud på The Keys, valgte vi at køre tilbage igen mod Everglades National Park, med et stop for at få en is hvis det var muligt (det var det ikke). På vej tilbage så Jonas et skilt til en eller anden park, og den skulle undersøges nærmere. Det var nu ikke en park som vi havde forventet, men der var bl.a. en lille badestrand. Normalt ville det koste penge at komme derind, men billetmanden var syg, gået på førtidspension eller andet i den stil, så vi kom gratis ind. Rigtig flot sted… det var forresten tilfældet for stort set alt hvad vi så på The Keys.

Der er kun en vej gennem The Keys, og da der var trafik på den, så blev vores tur tilbage ret forsinket. Derfor droppede vi planen om at tage til Everglades National Park. Vi skulle jo nå at se Miami! Vores guide som vi havde sat alt vores lid til, viste sig dog ikke at have styr på ret meget omkring Miami, på trods af at hun havde været der hele fem gange i hendes liv! Med hjælp fra skilte og Anna, fandt vi dog stranden, fodrede et parkometer og gik en tur. Det havde regnet tidligere på dagen, så der var ikke så mange på stranden som der sikkert havde været på en tør dag, eller også kom vi på tidspunktet hvor strandfolket var taget hjem, mens party-folket endnu ikke var begyndt at indtage byen.

Resten af aftenen gik med at se Miami Beach og lidt forgæves forsøg på at finde et andet spændende sted i byen. Jonas havde tidligere udtalt (og jeg citerer): “Miami er nok det mest fucked up sted i verden”. Jeg er ikke helt sikker på at jeg er enig i den udtalelse generelt, men hvis det kommer til vejføring rundt i byen, så ja! Det er både tre og fire sporede motorveje der snor sig ind og ud mellem hinanden, og over broer, inde i byen, samt veje med fem vejbaner hvor fire af dem i løbet af få meter ender i fire forskellige frakørsler. Det hele krydret med vejarbejde mange steder. Forvirringen var total for Anna, der ofte ledte os helt forkerte steder hen.

Anyways… efter at have set det vi skulle, var det nu ved at blive sent, og vi afleverede Viktoria ved hendes bil, sagde farvel og så skulle vi finde et sted at overnatte. Det viste sig at blive dagens største udfordring. Fra hoteller der ikke var der alligevel, til store omveje p.g.a vores (og Anna’s) forvirring, hoteller til absurde priser og et hotel i slumkvarteret der så så skummelt ud at vi ikke engang turde stå ud af bilen, tossede vi rundt i byen i over en time. Dog lykkedes det os til sidst at finde et velkendt Days Inn lige ved stranden. Jonas snakkede lidt med Mike i receptionen (totalt flink mand fra New York) og vi fik et værelse. Lidt dyrere end vi er vant til, men hey… det er Miami Beach.

Nu er klokken omkring et om natten, og vi skal aflevere bilen i lufthavnen kl. 12, så egentlig kan jeg sove ganske længe i morgen… hvis det ikke lige var for en lille detalje. Bilen holder lige nu på en parkeringsplads hvor man skal betale for at holde. Parkometeret virker dog først fra kl. 8 i morgen tidlig, hvilket betyder at jeg skal vælte ud af sengen i morgen tidlig, og i halvsovende tilstand og med en smule savl hængende ud af mundvigen, kæmpe mig ned og putte penge i det lorteparkometer

Dagen i dag har bestået af to ting. Kennedy Space Center (KSC) samt bilkørsel ned igennem Florida. Vi startede i morges med at køre direkte til KSC, som med suveræn planlægning dagen før kun var 15 km væk fra hotellet. Næsten ingen mennesker på sådan en mandag, så det var helt perfekt. En kæmpe turist attraktion, som tager langt tid at komme igennem, vi var der fra 11.00 til 17.30 og så en masse spændende ting. Gamle NASA raketter, prøvede en virtuel take off procedure, så en IMAX film om den internationale rumstation, var på guidet bustur rundt omkring på komplekset og sidst men ikke mindst købte lidt souvenirs. En rigtig spændende dag og oplevelse. På busturen rundt var vi så heldige at se én af rumfærgerne som står klar til opsendelse primo august (langt fra stedet, men stadig!). Det andet stop på turen viste en kort film om opsendelsen af den til dato største raket, Saturn V. Efter filmen kom vi ind i en kopi af Mission Control rummet fra tilbage i 60′erne. Herefter blev vi guidet ind i en hangar hvor selve raketten hang i loftet, et meget imponerende syn (længde som 2 frihedsgudinder eller 12 busser, som jeg husker det). Sidste stop på turen var fabrikken hvor de samler delene til den internationale rumstation ISS. Der var naturligvis sikkerhedscheck som var det en lufthavn da vi ankom til KSC, men alligevel rigtigt imponerende, at vi måtte komme så tæt på.

Klik på “Læs Mere” for at læse resten af dette indlæg…

Busturen rundt på stedet var akkompagneret af små film i busserne om en masse af det NASA laver og lidt snak fra chaufføren omkring det dyreliv der er på stedet. Vi så desværre ingen alligatorer, måske i morgen

Dagen i KSC sluttede med lidt indkøb i én af de mange NASA souvenirbutikker. Så var det ellers tid til at vende bilen sydpå mod Miami. Vi har kørt godt 275 km i dag. Vi fik den “bedste” Anna besked til dato da vi kørte ud på den snart alt for velkendte I95. Fortsätt 289 kilometre, sidan sving högra!

Til aftensmad fik vi os en velfortjent Baconator menu hos Wendy’s. Ikke så klam som jeg havde troet, men den havde nok ikke taget skade af lidt salat og evt. en skive ost mindre

Turen ned igennem Florida var en blanding af regnbyger og lyn i det fjerne. Det er ikke nogen overraskelse at staten her er den med flest lynnedslag i USA. Flot at køre med den udsigt i det fjerne selvom det regnede lidt af vejen.

Vi fik desværre hverken set Tampa, Orlando eller Disney Land i denne omgang, det må blive en anden god gang, nu har vi kun 1 hel dag tilbage, den skal bruges i Florida Keys samt måske Everglades nationalparken, herefter Miami by, mere har vi sådan set ikke planlagt, det ser vi på i morgen. Vi skal desuden møde én Michael kender som bor i nærheden af hvor vi er nu (i Boca Raton), hvordan og hvor vi finder vedkommende ved Anna sikkert, for vi gør ikke…

Godnat fra Pompano Beach, Florida

Vi vågnede sent i dag da vi trængte til at få sovet lidt. Det betød så også at vi missede morgenmaden, men det var planlagt så det gjorde ikke så meget. Vi havde stadig et par bananer, noget chokolade og noget tørt brød, så det blev alligevel til en sund og nærende morgenmad. Da vi kun var nogle få kilometer fra Jacksonville, så ville det jo være dumt ikke lige at kigge forbi byen, så det blev vores mål.

Det første der slog os, var at der stort set ingen mennesker eller biler var i byen. “Det var da underligt” tænkte vi, indtil det gik op for os at det nok var fordi det var søndag. NFL fans som vi jo er, skulle vi selvfølgelig finde Jacksonville Jaguars’ stadion, og her havde vi alligevel været lidt smarte, da vi på internettet havde slået adressen op, så vi havde noget at give Anna. Hun fandt også stadion uden problemer, men desværre var det begyndt at regne, så vi måtte have kufferterne frem og finde regntøjet, før vi gik en tur rundt om det øde stadion. Meget stort og ret imponerende, og vi fik også taget en del billeder. Regnen holdt heldigvis op, så det sidste stykke af turen gik vi bare og storsvedede i vores regntøj.

Vi tog ind til centrum for at finde noget ordentlig morgenmad, men da vi endnu ikke var mentalt indstillede på fastfood og fritter til morgenmad, bad vi Anna om at finde en Subway så vi kunne få en nogenlunde sund sandwich. Det gjorde hun så efter lidt besvær, men den viste sig kun at have åbent mandag til fredag. Underligt, men byen var godt nok også øde, selvom der dog alligevel var trafikprop på en enkelt gade på grund af noget vejarbejde.

Klik på “Læs Mere” for at læse resten af dette indlæg…

Uden mad og drikke duer Jonas og Michael ikke, så vi tog ind i et meget lille og lidt skummelt supermarked. Ham bag disken var dog utroligt flink, og selv den halvskøre tigger der tidligere havde plaget os udenfor, fik en snak med ham. Vi købte et par flasker vand samt to ham and cheese sandwiches, og de var nasty. To skiver slatten brød, en skive ost, en mikroskopisk mængde sennep, og så ellers syv skiver skinke. At det så kunne holde til langt ind i august gav os ikke ligefrem et indtryk af frisklavet mad. Ned røg de dog.

Vi mente nu at vi havde set Jacksonville, men uden for byen skulle der efter sigende ligge en Zoo, så den besluttede vi at kigge ud til. Efter en mindre kamp med Anna lykkedes det os at finde den, men da entréen kostede 11$ og vi egentlig havde mange andre ting vi skulle nå, så droppede vi den idé.

Turen gik nu sydpå mod St. Augustine Beach hvor der skulle bades, og det var turens klart bedste strandtur. Der var kæmpe bølger på 1-1½ meter, og dem boltrede vi os i. Det var dog meget anstrengende, da der var en kraftig understrøm der hele tiden ville trække os steder hen hvor vi ikke ville være. Når det blev for hårdt måtte vi lige ind og slappe lidt af på stranden, hvor jeg syntes at det var evigt skægt at hælde vådt sand på Jonas. Han antydede at folk måske syntes at det var en underlig idé, hvortil jeg blot kunne svare at “vi er turister og 8 år, og må altså godt lege med sand”. Oppe ved bilen snakkede vi med en surfer der skulle ud i bølgerne, og han fortalte os at der var en del hajer derude. Dog lidt længere ude end der hvor vi var.

Nu var tiden moden til frokost, og det eneste krav fra vores side var at det ikke skulle være med fritter denne gang. Vi har vist begge taget lidt på, og friturestegt mad er altså ved at virke lidt klamt. Vi fandt en Pizza Hut, og bestilte to pizzaer. Jeg valgte selv ingredienser til min, mens Jonas bestilte en Meat Lover. Et lidt underligt valg, da Jonas ca. to minutter inden havde sagt at han tidligere havde prøvet en Meat Lover og at den simpelthen var for klam, så jeg skulle ikke bestille sådan en. Vi nåede lidt over halvvejs i de to kæmpe pizzaer, da Jonas måtte sande at han havde ret i det han sagde om hans pizza. Ak ja, nogen skal åbenbart dumme sig flere gange før de lærer Vi fik resten af pizzaerne med os i en æske. Så havde vi også til aftensmaden senere.

Næste stop var Daytona Beach. Foruden at være en kendt strand i USA er det også stedet hvor det berømte Daytona 500 racerløb finder sted. Derfor skulle vi naturligvis prøve at finde racerbanen. Her havde vi dog ikke været smarte nok til at skrive adressen ned, så det blev en forgæves køren rundt i Daytona Beach, inden vi gav op og kørte ned til stranden. Sikke en lang strand, men vi ville helt ned til enden af den, indtil det gik op for os at vi ville være nødt til at køre den samme vej tilbage igen bagefter. Så stoppede vi bilen og gik ned til stranden der hvor vi var. Dog uden at bade denne gang.

Nu var det efterhånden blevet aften, og vi var nu nået til det punkt hvor det var tilladt at planlægge hvad der skulle ske resten af dagen. Vi blev på få sekunder enige om at køre til Cape Canaveral for at overnatte, da vi så var tæt på Kennedy Space Center, som vi ville besøge næste dag. Vi kørte afsted, men da vi så et skilt med kun 13 miles til Kennedy Space Center hvor der samtidigt lå en Days Inn, så stoppede vi der for natten.

Vi checkede ind og fik at vide at poolen var åben en time endnu. Det skulle han da ikke sige to gange, så efter at have slæbt alle vores ting ind fra bilen, hoppede vi i poolen. Bagefter benyttede Jonas chancen for et karbad, mens jeg ikke følte behov for at skylle mig efter en tur i poolen. Der kommer jo alligevel kun poolvand ud af hanerne

Vi ville lige bruge internettet inden vi smuttede, men det virkede som bekendt ikke fra vores værelse. Derfor checkede vi ud og sad ude i bilen et stykke tid med de bærbare inden vi kørte videre mod Savannah. Nu er det jo altid sådan at når vi skal ind i en by, så ved vi jo ikke ligefrem hvor centrum er, og Anna insisterer på at vi giver hende et gadenavn. Det resulter normalt i at vi ser på listen over gader og vælger en der lyder som om den ligger centralt. Det gjorde vi også denne gang, men det var vist ikke lige tilfældet. Vi kørte rundt i en 45 minutters tid i en forstand til Savannah, mens vi febrilsk forsøgte alle tænkelige veje for at komme ind til centrum. Jonas kørte, og denne samtale fandt faktisk sted to gange i bilen under turen rundt i Savannah:

Jonas: Skal vi til højre?
Michael: Ja
Jonas: Var det der?
Michael: Ja
Anna: Gör omm rute

Hvorefter en omvej på nogle kilometer fulgte. Ja ja, det er ikke altid let at finde rundt

Klik på “Læs Mere” for at læse resten af dette indlæg…

Alt den jagen rundt efter centrum gjorde os dog sultne, så vi stoppede ved Arby’s for at spise en eller anden slags burger der faktisk ikke var så god igen. Vi undrede os dog over firmaets logo. Jeg vil ikke sige hvad det ligner, men på deres æske til fritter er der et billede af en pige der kigger op på logoet med et skævt smil og tænker “Is it so wrong to think Arby’s all the time?”. Tja, hvis hun tænker på deres mad, så er det, for så god var den bestemt ikke. Men hvis hun får andre associationer af at kigge på logoet…

Efter maden fandt vi endelig centrum med Annas hjælp, og nu kom det sædvanelige problem i amerikanske byer: Parkering. Vi fandt dog en helt fantastisk lille sidegade hvor vi kunne holde bilen. Det var ganske givet ikke lovligt og vi blokerede også en container ved at gøre det, men det var gratis!

Byen havde sine hyggelige steder, men ellers var der nu ikke det store at komme efter. Meget af den så ret forfaldent ud, men der var da en park og nogle museer i byen. Efter en halv times tid i varmen besluttede vi at køre videre. Efter at have konsulteret kortet, foreslog jeg at vi kørte til Waycross, da det lå tæt på en nationalpark, og heller ikke så langt fra Jacksonville. Jonas accepterede, og vi kørte afsted. Efter at have kørt i et stykke tid ombestemte Jonas sig, og syntes i stedet at vi skulle køre til Brunswick, da den ligger ved vandet og Jonas ville gerne til en strand. Det gjorde vi så… ingen planer er så faste på denne tur at de ikke kan ændres på to sekunder.

Brunswick var dog endnu kedeligere end Savannah, og der var i hvert fald slet ingen strand. Det var derimod en havneby, og havne er nu engang aldrig ret pæne at se på, og endnu mindre velegnede at bade i. Vi kørte derfor videre mod Jacksonville. Den plan holdt dog kun til vejen delte sig i to, og der til venstre stod “Jekyll Island”. Det syntes Jonas lød spændende, så han drejede den vej… og her skal det lige bemærkes at det ikke var vejen til Jacksonville!

Efter ca. 20 km. kom vi til en bro der førte os over på Jekyll Island, men man skulle dog betale for at komme derover. Heldigvis var det kun sølle 3$ så vi betalte og fik en fin gul seddel til vores bil der sagde at vi godt må parkere på derovre. Vi fik også udleveret et kort over øen. Vi studerede kortet, og fandt ud af at man kunne leje cykler. Det lød sjovt, og så var den beslutning taget. Vi parkerede bilen, og så til vores store glæde at der var mange forskellige slags cykler at vælge imellem. Valget faldt på en to personers trehjulet cykel og så skulle der ellers køres stærkt. Den meget venlige dame der tog imod betalingen anbefalede os nogle korte ruter som vi kunne nå at køre på den ene time vi havde lejet cyklen, men vi havde andre planer. “Kun homoer kører langsomt” kom jeg vist til at sige, og så fik den ellers gas rundt på øen. Cyklen var noget skrammel uden gear, og turen gik hen ad cykelstier, gangstier og skovstier hvor det rystede så meget at vi til tider var bange for om cyklen ville holde. Det gjorde den dog, på trods af at dækkene hvinede rundt i svingende, og et enkelt sving blev taget på kun to hjul. Efter den times cykeltur var der ikke ret meget af vores tøj der ikke var gennemblødt af sved, så vi besluttede straks at søge til stranden, hvilket heldigvis var ret let at finde på en forholdsvis lille ø.

Efter at have badet og klædt om på en forblæst parkeringsplads, satte vi atter kursen mod Jacksonville. Vi forlod nu Georgia og kørte ind i “The Sunshine State” Florida. Ironisk nok havde vi nok været i Florida i ca. tre minutter inden den første regndråbe ramte bilen. Den kom dog ikke alene, og i løbet af ti minutter befandt vi os i det værste regnvejr jeg nogensinde har oplevet. Folk trak simpelthen ind til siden på motorvejen og tændte katastrofeblinket. Her ventede de så på at regnen stilnede af. Taget i betragtning at jeg kun kunne se ca. 5 meter frem hvis jeg var heldig, valgte jeg at følge deres eksempel. Her ventede vi så et kvarters tid mens himmel og hav stod i et, og tordenvejret passerede lige hen over hovedet på os.

Da det stilnede lidt af kørte vi videre mod Jacksonville, men vejret ville det anderledes. Kort tid efter tog uvejret til igen, mens vi sneg os med under 50 km/t ind mod byen. Vi kom derind og nu var vores planer om en tur i byen lørdag aften godt spolerede af vejret, så vi ville nu bare finde et motel. Det regnede bare stadig helt enormt meget. Det er svært at sammenligne det med noget, da ingen af os har oplevet noget lignende, men det var vel ca. som at sidde i en bilvask. Selvom vinduesviskerne kørte på hurtigste indstilling var det som om om at det slet ikke havde nogen effekt. Alt var vådt, og floder op til 20 centimeter dybe flød gennem gaderne. Det var umuligt at se noget som helst, så vi kørte ind på en tankstation og holdt i læ for at vente på at det stilnede bare en lille smule af. Her så vi en mand der havde været knapt så heldig som os. Han kørte ind på tankstationen i en bil der havde fået et ordentligt skub bagi af en der ikke kunne bremse hurtigt nok i uvejret, og det var ikke noget kønt syn. Det ville tage lang tid inden det igen kom til at ligne en bil.

Regnen stilnede en lille smule af, så vi sneg os ud i forsøget på at nå et motel. Anna ville dog have os ind af en ikke-eksisterende vej hvilket skabte lidt forvirring. I det hele taget havde Anna ikke været ret pålidelig i dag, med flere forslag til veje der ikke fandtes, eller misinformationer om hvad vi skulle gøre for at nå ind på de veje der fandtes. Vi håber hun er i bedre form i morgen.

Vi ankom til motellet i silende regn, fik et værelse og det er her jeg nu sidder og skriver dette. For denne gang har vi rent faktisk internetadgang på vores værelse! Nu skal vi snart sove, men jeg skal lige komme mig over hvor meget det kan regne her. I Danmark varer regn, der ikke engang er så kraftig, højst et minuts tid, men her har det varet ved i flere timer. Det er jo helt vildt. Lad os se hvordan vejret bliver i morgen.

Da jeg skrev sidst, var vi på vej mod Mt. Pleasant men den var alt andet end “pleasant” så vi kørte hurtigt videre til Charleston. Den var der dog heller ikke noget spændende ved, så i stedet satte vi kursen mod Savannah. Det var blevet frokosttid, så vi kørte ind til en eller anden café der dog havde lukket. Så i hvad der nok var det varmeste vejr på hele denne tur, gik vi over til en anden restaurant, og den var åben. Super hyggeligt sted, der serverede (god) mexicansk mad. Vi fik frokost og drikkevarer til to personer for lige under 20$! På vej ud i bilen kom vi i tanke om at vi alligevel ikke skulle til Savannah. Vi skulle da til Denmark!

Klik på “Læs Mere” for at læse resten af dette indlæg…

Denmark er en by i South Carolina, og naturligvis skulle den da besøges. At det så var en omvej på ca. 100 miles i forhold til at tage til Miami skulle da ikke slå os ud, så vi fyldte vandflaskerne og tog afsted. Efter at være kommet længere og længere ud på landet, ankom vi omsider til Denmark. Vi parkerede bilen og gik en tur. Hvis vi havde regnet med at møde nogle danskere, så blev vi skuffede. Jeg vil gætte på at over 90% af befolkningen var sorte, og der var heller ingen danske flag. En venlig mand i et supermarked spurgte Jonas om vi var herfra, men dertil måtte Jonas svare at det var vi ikke. Vi var fra Danmark… altså landet

Adskillige billeder senere fandt vi dog lidt af svaret. Byen hed oprindeligt “Grahams Turnout” men i 1893 blev den omdøbt til Denmark til ære for en ansat ved jernbanen. Hvad denne ansatte hed eller hvor han kom fra ved vi dog stadig ikke, men det kunne jo være at han var fra Danmark?

Vi forlod Denmark og kørte atter sydpå mod Savannah, til vi stoppede for dagen på netop dette motel. Lige godt over 300 miles blev til i dag.

Nå, ud på trappen for at poste dette

Efter at have kørt i et par minutter i formiddags, blev vi træt af at gætte os frem til hvor vi nu skulle hen, så vi købte et ordentligt vejkort, samt en is som Jonas præsterede at spilde ud over alt der var i nærheden af ham… heldigvis mest jorden omme bag ved tankstationen. Med dette kort i hånden satte vi kursen mod Roanoke Rapids. En lille by, der ikke var helt så lille igen, men så den ud som man forventede at en mindre amerikansk by ville se ud. Med kirker over det hele og huse hvor man kunne sidde udenfor og kigge på de folk der gik forbi på vejen. Efter dette korte stop gik turen videre mod Wilmington, men da der ikke var ret meget at se der, så tog vi i stedet til Carolina Beach. Her fik vi fyldt et parkometer med småpenge, set stranden, leget i bølger og hvad man nu ellers gør på en strand. Selvom det var virkelig varmt, så blæste det en del. Det gjorde det nu ikke ret meget køligere, men det blæste en masse små sandkorn mod ens ben i høj fart, hvilket egentlig ikke kan beskrives som behageligt.

Klik på “Læs Mere” for at læse resten af dette indlæg…

Efter strandoplevelsen, besluttede vi at køre mod Myrtle Beach, som ligger i den nordlige del af South Carolina. Dog så det umiddelbart ud til at være en stor omvej fra det sted vi var nu, men Anna havde en plan. Hun sagde at vi bare skulle fortsætte sydpå, selvom det var stik mod alt fornuft, da det så ud til at ende blindt. Vi regnede dog med at Anna kendte til en bro over vandet, og fulgte derfor hendes råd. Først da hun sagde “tag færgen” forstod vi hvad hun ville. Heldigvis var der kun tyve minutter til færgen sejlede, og da den oven i købet kun kostede 5$ så besluttede vi at tage den. Efter en lille hyggelig sejltur på ca. 30 minutter, var vi på den anden side. Hvis det her ikke helt giver mening, så prøv at finde et kort over det østlige USA og find Carolina Beach samt Myrtle Beach, og se hvordan de ligger i forhold til hinanden. Så kan du nok godt regne ud hvor vi sejlede over.

Så gik turen af mindre veje, men sulten begyndte at melde sig, så vi kørte forbi en Wendy’s for at få noget mad. Tidligere på dagen havde vi købt en flamenco kasse som vi havde fyldt med is, så den kunne holde vores drikkevarer kolde. Glimrende idé, men den stod bag Jonas’ sæde, som derfor ikke kunne lægges helt ned, så da vi nu holdt ved Wendy’s ville Jonas lige dreje den lidt. At den så stod i spænd og egentlig ikke kunne drejes forhindrede ham dog ikke i at forsøge… KNÆK! Nu var der pludselig en ret stor revne i vores fine kasse, men heldigvis lå der en Lowe (tænk Bauhaus i stor størrelse) nogle få meter derfra, så vi smuttede lige forbi og købte noget gaffatape til at fikse den. Det blev gjort, og vi skulle nu ind og have mad. Selvom vi overvejede at prøve deres nyhed (en Baconator) sejrede fornuften dog, og vi tog noget der sikkert var en lille smule sundere. Det kan lige oplyses at en Baconator er en burger indeholdende 250 gram kød fordelt på to bøffer, to skiver ost, noget dressing og en ordentlig bunke bacon… and that’s it!

Nu skulle vi videre, men vi overså den vej Anna ville have os hen ad. Ikke noget problem, for vi fik da bare en ny rute. Den gik dog udover en bro hvor der ikke var nogen vej, så den valgte vi ikke at tage. Godt fornærmet over dette ledte Anna os ind i en blindgyde, mens hun hårdnakket påstod at vi skulle dreje til højre af en ikke eksisterende vej. Vi kørte lidt rundt, valgte at tanke benno og fandt så den rigtige vej.

Vi nåede ind i South Carolina, og nu var det ved at være sengetid. Vi passerede et motel og i løbet af under fire sekunder var beslutningen taget om at det var her vi skulle sove! En flink dame i receptionen tog imod os, og vi fik et værelse. Det lignede et rigtigt familiemotel, og det var heller ikke ret stort. Tilgengæld var det ikke billigt… 73$! Nu er det altså snart på tide at vi finder noget billigt. Vi har set dem til 30$ pr. nat, men det var midt på dagen og derfor ikke så relevant. Nå, men i det mindste havde dette motel en udendørs swimmingpool og den blev benyttet. En anden sær feature var mikrobølgeovnen, som stod under et tag ude på græsplænen, sammen med en automat hvor man kunne købe madvarer at varme i den. Efter en tur i poolen skulle vi lige under bruseren, og her opdagede vi en anden “sjov” ting… nemlig udsugningen på badeværelset der virkelig lød som om man var ved at blive suget op i et rumskib (eller sådan er jeg i hvert fald sikker på at det ville lyde). Derudover er værelset heller ikke ligefrem af særlig høj kvalitet, men sengene ser da gode ud. På trods af alle disse fancy ting, er der dog ikke internetadgang, men Jonas har præsteret at sætte sig lige der hvor et trådløst netværk kigger forbi vores værelse, så hans computer har internetadgang. Det er så også grunden til at vi kan poste dette.

Nå, det er vist på tide at komme i seng. Vi har også en dag i morgen, selvom vi faktisk er nået næsten halvvejs mod Miami, så det går over alt forventning. Vi må hellere tage lidt flere udflugter… denne tur er jo simpelthen planlagt alt for godt

Til denne tur ind til D.C. havde vi fine forhold. Vi havde nemlig vores egen tourguide med, nemlig Susan. Vi startede med at tage bilen ind til metroen der så tog os ind til D.C. og allerede her skete der der ikke burde kunne ske med både “intet kan gå galt garanti” og tourguide: Vi kørte for langt med metroen! Vi stod af og Susan øjnede toget i den modsatte retning der stod og ventede. Susan og jeg nåede ind, men Jonas sakkede lidt bagud og blev afbrudt af dørerne i toget, der på trods af Jonas’ fod i dem ikke ville lukke ham helt ind. Resultatet var at toget nu satte i gang… uden Jonas. Nu kan jeg ikke tegnsprog, men jeg fik vist vist Jonas at han bare skulle blive hvor han var, og så ville vi komme tilbage efter ham, hvilket vi da også gjorde nogle få minutter senere.

Klik på “Læs Mere” for at læse resten af dette indlæg…

I samlet flok ankom vi så til centrum og nu var planen at finde noget mad. Først skulle vi dog lige bruge et WC og her er det åbenbart normalt at bruge museerne, da det ikke koster noget at gå ind på et museum! Vi endte på naturhistorisk museum hvor vi også fik set på bl.a. lidt dinosaurer. Efter dette korte pitstop gik jagten efter mad videre. Vi fandt en rimelig stor bygning der egentlig bare lignede en kontorbygning udefra, men et skilt sagde at de havde en food court, men først skulle vi indenfor. Naturligvis skulle vi gennem en metaldetektor, men det var ikke nok… vagterne ville se ID, og jeg havde ikke lige fået mit pas med. Det var dog ikke noget problem, da min danske kørekort åbenbart var tilstrækkeligt. Vi kom ind til deres food court hvor der nok var 10 eller flere forskellige fastfood kæder representeret. Vi fandt noget vi kunne lide og spise alle tre frokost der. Her stiftede Jonas så også for første gang bekendtskab med det nu berømte poolvand, og han er nu traumatiseret for livet

Turen gik nu til The National Mall som er en park mellem Lincolm Memorial og Capitol med Washington Monumentet i midten, og alle tre ting skulle naturligvis besøges. Første stop var dog Det Hvide Hus som lå lige i nærheden. Her overraskede det mig mest at alt var så stille og roligt. Jeg havde forventet en stor gade forbi med masser af larm og mennesker, men det eneste der var, var en mindre gruppe turister i færd med at tage billeder. I det hele taget var Washington en meget stille og rolig by i forhold til hvad jeg havde forventet af en amerikansk storby.

Efter det hvide hus gik turen til et mindesmærke for 2. verdenskrig, videre til Lincolm Memorial, forbi Washington Monumentet, op til Capitol og så var klokken efterhånden blevet mange, og vores tourguide var ved at lufte idéen om at vi måske skulle hjemad. Dog havde to personer fået den idé at de ville se J. Edgar Hoover bygningen (FBI’s hovedkvarter) så det skulle lige findes først. Det lykkedes Susan, selvom hun ikke var helt sikker på hvor det var. Nu var alle dog ved at være godt trætte, så vi fandt en metro og tog hjemad. Klokken var efterhånden 22 og vi havde ikke fået aftensmad, så vi stoppede ved en italiensk restaurant og fik noget rigtig god mad at spise. Vi blev vist alle amerikanermætte, og Jonas lærte (igen) at han altid skulle bede om vand fra flaske i stedet for poolvandet fra hanen.

Og det var så vores tur til Washington D.C. Jeg kunne have skrevet mere om visse af seværdighederne, men et billede siger som bekendt mere end tusind ord, så værs’go. Her er et par billeder.

I dag gik turen til New York, som selv med minimal planlægning kunne opleves på de blot 7½ time vi var der. Vi fik set både udsigten fra Empire State Bygningen, Ground Zero fra hvor World Trade tårnene engang stod, Times Square med alle reklamerne, undergrundsbanerne, Central Park og Broadway som højdepunkterne.

Vi startede dagen med en næsten 3 timers køretur med Amtrack (Amerikas svar på DSB) fra Baltimore-Washington International lufthavn/station til New York. På toget fik vi skimmet de medbragte biblioteksbøger om New York by. Her stod blandt andet at man skulle forsøge ikke at ligne en turist, se ud som om man vidste hvor man var på vej hen, ikke stoppe op og måbe og endelig ikke gå rundt med et kamera om halsen konstant. Jeg kan med stolthed konkludere at vi ikke klarede nogle af disse ting. Der var dømt turist fra top til tå for os begge.

I vanlig stil havde vi kun planlagt sådan overordnet hvad vi gerne ville nå at se i byen. Vi startede med at spankulere rundt omkring Penn Station for at lede efter Madison Square Garden (kæmpe sports og koncert arena). Denne fandt vi hurtigt, men en tour af stedet ville tage en time så det var hurtigt videre til noget vigtigere, nemlig frokost. Vi gik i en anden retning og stødte ret så hurtigt på Macy’s (verdens største shopping center). 9 etagers Illum vel. Der var i hvert fald en masse dyre sager og alt hvad hjertet kunne begære af, ja alt! Vi fik en god solid amerikansk frokost bestående af en kæmpe burger med fritter til. Der blev spist op skal jeg hilse og sige. Mums!

Klik på “Læs Mere” for at læse resten af dette indlæg…

Efter frokost stod vi i kø i godt halvanden time for at komme op i Empire State Building. Vi skulle naturligvis igennem et kort sikkerhedscheck (hvilket man skal stort set ligegyldigt hvilken offentlig bygning man går ind i). Herefter mere kø, så lidt mere kø og så turen op på 81. etage. På denne etage fik vi valget om vi ville gå de sidste 6 eller køre i endnu en elevator. Da der var kø til elevatoren stod det hurtigt klart at vi ville gå de sidste 6. Det var tydeligt at se bygningen er meget gammel, men sjovt nok lige at gå det sidste stykke. Udsigten fra toppen (observatory på 86. etage) var fantastisk, desværre var der en smule diset (måske smog?) over byen, men vi kunne let identificere en masse landmarks fra toppen. Mener Empire State er 449 meter høj, men vi var “kun” 381 meter oppe. Da vi endelig kom ned og ud af bygningen gik det op for os at vi havde brugt 2½ time i NY på kun 1 seværdighed (udover at gå og måbe over bygningernes størrelser).

Efter turen i skyskraberen ville vi mod downtown Manhatten for at se kraterne efter World Trade Centrene. Der var ikke meget at se da der var igangsat et nyt byggeprojekt. Om nogle år står Freedom Tower (mener jeg) klar på pladsen. Der var alligevel en speciel stemning omkring stedet. Det var noget tankevækkende at gå rundt i gaderne omkring det med tanke om de billeder man så på TV for snart 6 år siden…

Efter en kort tur igennem fine bygninger (World Financial Center) gik turen ned mod Hudson River hvor der lå den skønneste lille park (Battery Park). Utroligt flot og fredfyldt område, en kontrast til Times Square og den stress og forvirring som er der. Vi knipsede et par billeder af frihedsgudinden og drejede igen mod nord. Nu gik turen mod Times Square og Central Park.

Times Square er ligeså forvirrende som det ser ud til på billederne. Mennesker, biler og reklameskilte overalt, men et fedt syn. Man husker det jo fra TV nytårsaften hvor de holder en gigantisk fest når klokken bliver midnat (06.00 i DK). Efter TS besluttede vi at gå det sidste stykke mod Central Park. Her stod den på en lille milkshake og lidt afslapning på parkens græs.

Transporten rundt i byen foregik med NY’s berømte metro. Et utroligt velfungerende transportsystem i mange etager under byen. Enkelt ture kostede $2. Omkring myldretid var der helt grotesk mange mennesker med i vognene, vi stod godt tæt skal jeg hilse at sige. Kun få af vognene var uden AC, så det var til at holde ud (modsat selve stationerne, som var uden køling).

Kun to gange tog hoppede vi på det forkerte tog, ret godt gået synes vi selv

Turen i NY sluttede 19.30 med afgang tilbage til BWI, en lille tre timers togtur er jo snart barnemad for os.

Et par nye ord vi har opfundet de sidste par dage:
Amerikanermæt : MÆT!
Pool vand: En sodavand blandet af amerikanernes “dejlige” klorholdige vand. Fremover står den på “bottled water” når vi bestiller drikkevarer, føj hvor sådan en klorblanding smager.

Alt i alt har vi været i 6 stater nu. Virginia, Maryland, Delaware, New Jersey, Pennsylvania og New York.

De kommende dage må vise hvor længe vi skal køre i bilen pr dag. Planen er at komme til Florida forholdsvist hurtigt.

Der kommer lidt billeder fra NY senere. I første omgang står den på søvn nu hvor klokken nærmer sig 01.10 lokal tid. I morgen skal vi ind til DC og hente vores bil, hvorefter det går syd på, destination Miami. Hvor langt vi når i morgen aner vi ikke, men planlægningen er der styr på, stol trygt på det… Vi har jo den snart legendariske Intet-kan-gå-galt-garanti på turen her! What could possibly go wrong?