15januar2008
Skrevet af Michael under: Socialt.
I går var Team HvordanKonservererManBedstEnBanan ude og løbe Danisco Cup 2008. Et motionsløb der løbes over fem runder fra januar til april, hver runde på fem kilometer. Den samlede stilling efter alle fem runder, afgøres af tiden på de tre hurtigste runder, hvor tiden på hver runde er den samlede tid for de fem hurtigste deltagere. Forvirret?
Holdet bestod i dag af, foruden mig selv, Hans, Jonas, Agnes, Claus og René. De fire første af os er redaktørerne på siden, mens Claus og René blev lokket med, da vi manglede folk for at kunne stille et hold. Men et hold fik vi stillet, og for at gøre det hele lidt mere stilfuldt, havde vi fået fremstillet t-shirts til hele holdet. På brystet var der en flot(?) banan, samt vores webadresse, og på ryggen stod holdnavnet sammen med nogle ret indforståede navne på hver enkelt løber, som jeg ikke lige vil komme nærmere ind på her.
På trods af skader, dårlig form, manglende træning og alle mulige andre undskyldninger, så gik det faktisk over alt forventning. I dag kom så de officielle tider. Så mine Damer og Herrer: Så langsomme er folkene bag HvordanKonservererManBedstEnBanan.dk altså til at løbe 5 km:
- Claus 0:26:05
- Michael 0:27:08
- Hans 0:27:08
- Jonas 0:29:49
- Agnes 0:38:27
- René 0:38:28
Den samlede tid for Team HvordanKonservererManBedstEnBanan er altså på 2:28:37 (husk at kun de 5 hurtigste tæller med), hvilket giver os en suveræn 7. plads i vores klasse… ud af 7 hold i alt. Helt i tråd med vores forventninger før løbet
Det er dog ikke det hele. Da vi nåede ud i Marselisborghallen, blev vi kontaktet af en sød journalist fra JP, der spurgte om hun måtte interviewe os når vi kom i mål. Hvorfor hun lige fandt os ved jeg ikke, men et kvalificeret gæt er at blandt mange folk i sort løbetøj, så skinner en flok personer iført grønne t-shirts med gule bananer på brystet, nok ret tydeligt igennem. Vi fik en snak efter løbet, og det kom der oven i købet en artikel ud af i JP Århus dagen efter. Den kan læses på deres hjemmeside hvis man har et abonnement, men hvis ikke så har vi scannet dagens papirudgave ind som du kan hente her.
Alt i alt en god dag for Team HvordanKonservererManBedstEnBanan, og vi ser frem til næste løb den 3. februar med start ved Marienlund.
13januar2008
Skrevet af Agnes under: Anmeldelser.
Under “Kommende tests” har Jonas skrevet om en del af de ideer vi har med hensyn til tests af konserveringen af bananer. Herunder har han også nævnt en ting ved navn Banana Bunker og nu må tiden vist være kommet til at uddybe denne gadget lidt.
På Banana Bunkers officielle hjemmeside står der:
“Whether you are on a hiking trip, day trip, athletic event, between classes, or at a board meeting, the BananaBunker® will keep your fruit safe until you are ready to snack. Go ahead, eat healthy!”
Kort sagt, Banana Bunker er udviklet til at beskytte din banan, så lige meget hvad du udsætter den for, vil den holde sig frisk hele dagen. Vi har på holdet planer om at be- eller afkræfte “påstanden” om, at dette skulle være muligt. Der er flere forsøg i gæring, men mere om det på et senere tidspunkt.
Tilbage til hovedpersonen i dette indlæg, nemlig Banana Bunker’en. Kort beskrevet er Banana Bunker et bananformet, todelt plasthylster med et fleksibelt, harmonikalignende led på midten. Det fleksible led gør, at Banana Bunker kan tilpasses til næsten enhver form og størrelse af banan, hvilket gør den meget anvendelig. For at iføre bananen dens nye beskytter skal man dele Bunker’en i to dele, dette sker på midten, lige ved siden af det før beskrevne fleksible led. Derefter kommer man bananen ind i beholden og vupti, klar til afgang, med en banan, der holder sig frisk hele dagen – ifølge den officielle hjemmeside, vel at mærke.
Banana Bunker fås i 4 forskellige farver, så alt efter, hvad netop dine bananer er til, kan den iklædes en klar, blå, grøn eller orange beskytter. I Danmark har jeg fundet Bunker’en i en butik i Århus ved navn DesignerTorvet. Det er ikke lykkedes mig at finde den på deres webshop, men når jeg nu er ved det, så er det faktisk en meget sjov butik, så den er helt klart et besøg værd.
Mere om Banana Bunker findes her: Bizarre Business Idea: Where’s Your BananaBunker
21november2007
Skrevet af Michael under: Tests.
Velkommen til den første test her på siden. Formålet med testen var at undersøge en gammel kending, der har plaget menneskeheden i generationer: Skal man opbevare sine bananer i køleskabet, eller ved stuetemperatur? For at slå to fluer med et smæk, testede vi samtidigt et gammelt husråd om at bananer holder sig bedst hvis de pakkes ind i sølvpapir og derefter anbringes i køleskabet.
Testmaterialet er en klase på fire banener af mærket Favorita fra Equador, købt i Føtex Storcenter Nord den 13. november 2007. Billedet nedenfor viser de fire bananer som de så ud umiddelbart efter indkøb. De blev nænsomt transporteret hjem, for at undgå at stød skulle påvirke deres holdbarhed. Bananerne er lettere grønne, og lige ved at være klar til at blive spist.
Bananerne blev markeret med tallene 1 til 4. Her er hvad de hver især blev udsat for:
- Pakket ind i sølvpapir ved stuetemperatur
- Pakket ind i sølvpapir og i køleskabet
- Uindpakket ved stuetemperatur
- Uindpakket i køleskab
Her ses bananerne klar til test:
Følgende billede er taget efter to dage:
Banan 1 og 3 er nu helt klar til spisning, mens banan 2 og 4 er lidt mere grønne i det. Ellers er der ikke den store forskel, udover at banan 4 allerede er begyndt at udvikle nogle brune pletter. Næste billede er taget yderligere tre dage senere:
Nu tegner der sig et tydeligt billede. Bananerne der ikke har været i køleskab er mere gule, og begynder at vise de normale banantegn på, at de er ved at være overmodne. I køleskabet ser vi dog det ret interessante billede, at banan 4 der ikke har været pakket ind i sølvpapir, har udviklet en underlig brun farve, på trods af at den bevarer sit grønne umodne udseende. Banan 2 der har været i køleskabet pakket ind i sølvpaper, viser ikke de samme tegn på farveændring. Efter yderligere tre dage afsluttes testen med dette billede:
Billedet taler næsten for sig selv. Bananerne udenfor køleskabet er, som man ville forvente, ved at vise kraftige tegn på at de er overmodne. Interessant er det dog at banan 1, der har været pakket ind i sølvpapir ser ud til at holde sig bedre, på trods af at den lidt tidligere end banan 3 udviste tegn på brune pletter. Banan 2 og 4 har samme grønne umodne farve, men banan 4 har, ligesom den uindpakkede banan ved stuetemperatur, en masse brune pletter. Bemærk også at de to bananer i køleskabet er størrere end de to tilsvarende der har været opbevaret ved stuetemperatur. Det ses også på følgende tværsnit:
Konklusion: Det gamle husråd om at opbevare en banan pakket ind i sølvpapir i køleskabet ser ud til at virke. Når det kommer til de uindpakkede bananer, er det tydeligt at bananen i køleskabet får brune pletter hurtigere, men tilgengæld er den ikke skrumpet så meget og er mere grøn end den banan der blev opbevaret ved stuetemperatur. Uanset hvor man opbevarer dem, ser det dog ud til at de holder sig bedst, hvis de pakkes ind i sølvpapir.
Nu kommer så den helt subjektive del af testen… hvilken banan smager så bedst? Det er naturligvis ifølge forfatterens egen mening, og skal ikke tages for mere end det.
- Blød, lidt grynet og overmoden
- Fast konsistens, og næsten ligesom hvis den var blevet spist samme dag den var købt. Kunne måske godt lige klare at modne en dag mere udenfor køleskabet
- Endnu mere grynet end 1′eren
- Ligesom 2′eren
Konklusion: Bananer holder sig bedst i køleskabet i forhold til ved stuetemperatur, og der ser ud til at være en fordel ved at pakke dem ind i sølvpapir, selvom det for bananerne i køleskabets vedkommende, mest ser ud til at være kosmetisk. Vores anbefalinger til at konservere en banan må være at opbevere den pakket ind i sølvpapir, i køleskabet.
Det skal naturligvis siges at testen er lavet med meget få bananer af et bestemt mærke, med stuetemperatur, lysforhold, etc. som der var hos forfatteren. Det behøver ikke nødvendigvis at være repræsentativt for hvordan resultatet vil være under andre forhold eller med andre bananer, så vi opfordrer til at testen bliver gentaget andre steder.
3november2007
Skrevet af Michael under: Generelt.
Da vi nu skal til at i gang, så vil jeg lige præsentere holdet. Siden her er startet af Jonas og Michael, men da vi ikke magtede at tage os sammen til at få lavet noget, har vi fået to ekstra folk på sagen, nemlig Agnes og Hans. Velkommen til dem og så er vi nu fire personer, der vil udsætte bananer for de underligste ting. Alt i videnskabens navn naturligvis.
Jeg har faktisk købt nogle bananer af og til med henblik på at lave diverse tests, men jeg er altid kommet til at spise testmaterialet
3november2007
Skrevet af Jonas under: Generelt; Tests.
Så er der igen liv i HKMBEB.dk
Over den kommende tid vil vi gå igang med at teste præcist det siden har til opgave at finde ud af, nemlig hvordan man egentlig bedst konserverer en banen.
Følgende tests er på tegnebrættet:
- Sølvpapir
- Vita Wrap
- I fryseren m/u skræl
- I køleskab / udenfor
- Mørkt / lyst
- Hvordan påvirker slag på en banan dens holdbarhed
- Hen-saltning
- Hen-vodkatisering m/u skræl
Vi skal desuden have anmeldt en smart lille ting ved navn Banana Bunker, men mere om den senere… Let the games begin!
11februar2007
Skrevet af Jonas under: Generelt.
Lad mig, på holdets vegne, være den første til at byde dig velkommen til HvordanKonservererManBedstEnBanan.dk, hjemmesiden du aldrig troede du skulle besøge!
Jeg tror da hellere vi må få startet siden med lidt generel information om vores allesammens dejlige bananer.