15 januar 2008
Første runde af Danisco Cup 2008
Skrevet af Michael under: Socialt .
I går var Team HvordanKonservererManBedstEnBanan ude og løbe Danisco Cup 2008. Et motionsløb der løbes over fem runder fra januar til april, hver runde på fem kilometer. Den samlede stilling efter alle fem runder, afgøres af tiden på de tre hurtigste runder, hvor tiden på hver runde er den samlede tid for de fem hurtigste deltagere. Forvirret?
Holdet bestod i dag af, foruden mig selv, Hans, Jonas, Agnes, Claus og René. De fire første af os er redaktørerne på siden, mens Claus og René blev lokket med, da vi manglede folk for at kunne stille et hold. Men et hold fik vi stillet, og for at gøre det hele lidt mere stilfuldt, havde vi fået fremstillet t-shirts til hele holdet. På brystet var der en flot(?) banan, samt vores webadresse, og på ryggen stod holdnavnet sammen med nogle ret indforståede navne på hver enkelt løber, som jeg ikke lige vil komme nærmere ind på her.
På trods af skader, dårlig form, manglende træning og alle mulige andre undskyldninger, så gik det faktisk over alt forventning. I dag kom så de officielle tider. Så mine Damer og Herrer: Så langsomme er folkene bag HvordanKonservererManBedstEnBanan.dk altså til at løbe 5 km:
- Claus 0:26:05
- Michael 0:27:08
- Hans 0:27:08
- Jonas 0:29:49
- Agnes 0:38:27
- René 0:38:28
Den samlede tid for Team HvordanKonservererManBedstEnBanan er altså på 2:28:37 (husk at kun de 5 hurtigste tæller med), hvilket giver os en suveræn 7. plads i vores klasse… ud af 7 hold i alt. Helt i tråd med vores forventninger før løbet
Det er dog ikke det hele. Da vi nåede ud i Marselisborghallen, blev vi kontaktet af en sød journalist fra JP, der spurgte om hun måtte interviewe os når vi kom i mål. Hvorfor hun lige fandt os ved jeg ikke, men et kvalificeret gæt er at blandt mange folk i sort løbetøj, så skinner en flok personer iført grønne t-shirts med gule bananer på brystet, nok ret tydeligt igennem. Vi fik en snak efter løbet, og det kom der oven i købet en artikel ud af i JP Århus dagen efter. Den kan læses på deres hjemmeside hvis man har et abonnement, men hvis ikke så har vi scannet dagens papirudgave ind som du kan hente her.
Alt i alt en god dag for Team HvordanKonservererManBedstEnBanan, og vi ser frem til næste løb den 3. februar med start ved Marienlund.
En kommentar indtil videre...
Michael's Blog » Friske bananer Says:
11 august 2008 at 23:32.
[...] har skrevet noget om vores løbetur herinde, er at jeg har skrevet om det et andet sted, nemlig på HvordanKonservererManBedsteEnBanan.dk. Linket tager dig direkte til indlægget [...]